Ugens Ord

Femtende søndag efter trinitatis, søndag den 20. september

Denne søndags farve er grøn

Klik her og læs om de liturgiske farver.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Lukasevangeliet 10,38-42

Søndagens prædiken
ved sognepræst
Susanne Kreiler Holm Andersen

Når vi kigger os rundt i kirken hér, kan vi se det: nogen har gjort sig umage. Der er blevet pyntet til høstgudstjeneste.
Kirketjenerne har været her i god tid for at gøre kirken klar: der er gjort klar til høstfest i kirken.

Og ikke alene er kirken pyntet. Konfirmanderne har været så søde at trække i høsttøjet for at vise os et høstoptog, og de siger for på Trosbekendelsen og Fadervor og beder ind- og udgangsbøn.
Og så er der Flemming og Kurt fra De Thorøhuse Spillemænd, der igen i år har taget harmonikaen med for at spille op til høstfest.

Vi må ellers ikke rigtig holde fest for tiden, men vi må gerne holde fest på denne måde: ved at fejre høstgudstjeneste i kirken og sige tak til Gud for høsten.
Høsten har været god i år for mange. Der har været både sol og regn. Vi takker Gud for høsten.

Hvad skal det til for at pynte en kirke - hvad skal det nytte?
Hvad skal det til for at spille harmonika og gå i høstoptog?
Det skal skabe glæde hos andre. Det skal vise, at det netop nytter noget at være menneske under Guds Himmel.
Der er både Martha og Maria i at fejre høsten. De to søstre fra Bibelteksten.

Martha er den pligtopfyldende, arbejdsomme, opofrende. Hun finder sin glæde i, at tingene er i orden. Uden Martha var der måske slet ingen stor høst at takke for. Uden Martha gik vi til i opvask og skidt og møg. Det kunne hurtigt blive ubehageligt, hvis hun ikke var der.

Marthas søster Maria er den drømmende, åndrige, dén der ligesom et barn kan blive helt opslugt af dét, hun oplever. Uden Maria var der ingen begejstring, ingen kunst, ingen musik.

En forfatter skal arbejde hårdt og disciplineret, en komponist og en kunstmaler ligeså.
Men det lille ekstra skal også være der. Den guddommelige inspiration. Evnen til at lade sig føre dérhen, hvor Ånden er.

Uden Maria ville vi tænke, at tro er en præstation, ligesom alt andet i vores effektive samfund.
Men tro er ikke en præstation. I troen får man lov til at have noget, man ikke kan forklare med sin fornuft.
Som forfatteren Jens Cristian Grøndahl siger:
"Det, man ikke forstår, er måske det vigtigste".

Uden Maria var der muligvis heller ingen bøn, kom jeg til at tænke på. Hmm… Men så alligevel.

Maria kan helt sikkert bede. Men Martha kan også bede.
Der skal bare meget mere til, før Martha slipper grydeske og gulvskrubbe.
Men når først Martha slipper gulvskrubben og beder en bøn til Gud, så bliver der bedt igennem. Så er det, fordi hun ikke ser anden udvej.
Og så er hun næsten på vej til at forene Martha og Maria i én og samme person.

Så hvad skal det nytte at pynte kirken, gå i høstoptog og spille musik?
Jo, det gør sandelig godt at se kirken pyntet og se, at kirketjenerne har forenet Martha og Maria i denne pyntning.

At glædes over konfirmandernes indsats og harmonikaspillernes og organistens musik.
Det er vel dét, vi alle gør i kirken? Forener Martha og Maria, når vi holder fast ved, at der skal arbejdes med jorden og høsten - OG at dette arbejde og denne høst altid har noget med Gud at gøre.

De fleste af os har jo både en Martha og en Maria i os.
Nogle er lidt mere Martha, andre lidt mere Maria.
Pligten kalder.
Og fordybelsen kalder også.

Da jeg var ung, kendte jeg en digter. Hun skrev digte og fik udgivet digtsamlinger.
Men hun stod jo også til rådighed for arbejdsmarkedet, som det hedder. Hun kunne ikke "bare" sidde og digte dagen lang, hvis hun ville have brød på bordet.

Jeg, som var en rigtig Martha, syntes bare, hun skulle tage imod alt dét vikararbejde, som hun fik tilbudt. Der blev ringet næsten hver morgen, at hun skulle afsted.

Jeg forstod ikke helt behovet for at sidde opslugt og skabe digterkunst i en solstribe. Når nu man kunne arbejde og tjene penge.
I dag forstår jeg hende bedre.

Og det er godt, at Gud en gang imellem siger til alle denne verdens Marthaer:
"Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende".

Når høsten skal ind, skal der arbejdes. Når et arbejde er bydende nødvendigt, skal der arbejdes.
Tænk, hvis f.eks. alle dem, der sidder og tjekker blodprøver og Corona prøver pludselig sagde, at de ikke gad arbejde.
Vi er afhængige af hinanden, at vi alle gør en indsats.
Også når det brænder på i alle andre sektorer.

Tænk hvis ingen gad høste dét, der var sået.
Tænk, hvis ingen gad så dét, der senere skulle blive til høsten.
Arbejdet skal gøres. Der er brug for, at alle gør det.

Men alle har brug for også at vælge den gode del - Marias valg. Fordybelsen, bønnen. Troen.
"Det, man ikke forstår, er måske det vigtigste".
Troens frø skal vi ikke selv så. Det bliver sået i os.
Det forstår vi måske ikke, men det kan være det vigtigste i vores liv alligevel.

Martha forstod heller ikke til bunds vigtigheden af Jesu besøg. Hun forstod mest, at han skulle have frokost, og at der skulle vaskes op bagefter. Hun glemte at tænke på, at måske nåede Jesus ikke at komme til Marthas og Marias hus igen, i levende live. Dét, der skulle siges og lyttes, det skulle siges og lyttes nu.

Maria greb muligheden for at lytte til ham, mens han var der.
Vi kan alle gribe muligheden for fordybelse, når muligheden er der.

Opvasken løber ingen steder, som man siger.
Men tiden - den løber!

Godt, at vi lever i evighedens øjeblik, hele tiden!
Vi er velsignede, hvert øjeblik vi lever. Vi må aldrig glemme denne hverdagens velsignelse.
Det evige liv er - Gud. Ikke noget, vi skal præstere.

Mange mennesker har et dårligt forhold til deres vækkeur, hvad enten det er deres telefon eller et gammeldags vækkeur. Det er fuldt forståeligt! Den russiske digter Mandelstam taler om vækkeurets dårlige evighed: dette at opfatte evigheden som et tik-tak, der uendeligt forlænger den tilværelse, vi har.

Dén evighed Jesus taler om, er livets evighed. Og den er til stede nu. Med Søren Kierkegaards ord: "Evigheden er øjeblikket".

Hver morgen, når du vågner til det ubarmhjertige vækkeur, skal du huske det:
Vækkeuret er nok nødvendigt for at få os ud af fjerene. Ud at så, ud at høste, ud at arbejde.

Men vækkeuret har ikke ret, når det gælder evigheden.
Maria så ind gennem en sprække, ind til evigheden og ind til Gud, da hun hørte Jesus tale.
Enhver Martha får også givet denne mulighed: at se ind gennem en sprække til lyset, ind til evigheden. Gennem hverdagens velsignelse.

Niels Højlund taler et sted om, at menneskets egentlige synd er "velsignelsesglemslen": når vi glemmer velsignelsen, kan vi ikke længere se det mirakuløse i det helt almindelige.

Hvis vi glemmer velsignelsen, kan vi ikke se miraklerne i hverdagen.

Men det gør vi. I lyset af Guds velsignelse.
Amen.

Salmer

729:
730:
727:
0:
0:

Nu falmer skoven
Vi pløjed og vi så'de
Gud, du fra dine de herlige højeloftssale
Septembers himmel er så blå
Fuglene letter mod vinden

Hør melodierne til salmerne. Downloades fra
www.dendanskesalmebogonline.dk