Orte-knøsen

dagbog 1

Klik her til dagbog 2.




F.M.F. Jacobsen

Til
Webmasteren
Orte Kirkes hjemmeside

Berrit Hansen skriver den 14. juli 2008:

Jeg har med stor interesse kigget på sognets hjemmeside og tror at jeg kan bidrage med en historie om en bog, som kan have lokalhistorisk interesse for Jer i Orte.

Det drejer sig om min farfars dagbøger, som jeg har udgivet her i foråret på eget forlag. Forlaget har jeg kaldt Orte, fordi min farfar voksede op i Orte hos sin morfar og mormor. Han var kun to år i 1876, da hans far, der var skolelærer i Nordjylland, døde, og hans mor var derfor nødt til at anbringe drengen hos sine forældre - Mads Andersen og Cathrine Marie Hansdatter i Orte, mens hun selv blev husbestyrerinde på en større gård i nærheden.

Frederik Mads Ferdinand Jacobsen (1874-1960) skrev dagbøger fra han drog til søs med Georg Stage som 14-årig og næsten frem til sin død. Hele sit liv så han tilbage på sin barndom i Orte som en lykkelig tid, men dagbøgerne handler selvfølgelig først og fremmest om hans spændende voksenliv til søs.

Det er de første ni dagbøger, som nu er udgivet. Efter togtet med Georg Stage handler dagbøgerne om det hårde liv til søs i skonnertfart på Nord - og Østersøen, om spændende langfarter med fuldriggere og om navigationsskole i Svendborg. I 1899 bliver han ansat som styrmand i DFDS og sejler bl.a. med udvandrerskibe. Både livet til søs, bl.a. med skibsforlis, og livet i land med forelskelser og ægteskab med en svensk udvandrerpige beskrives. Særlig spændende er sejladsen under 1. verdenskrig, bl.a. med ubådsangreb under konvojsejlads. men han slap igennem uden krigsforlis og når helskindet hjem til kone og børn på selve våbenstilstandsdagen.

Om barndommen i Orte skriver han som 15-årig i julen 1889, som han tilbringer i barndomshjemmet:
"Orte Julen 1889. Jeg har allerede været her mange Dage. Dette er mit Barndomshjem og min Barndomsegn. Barndomshjemmet er her hos gamle gode Mormor, ikke hos Far, for jeg har ingen. Han døde fra mig længe før jeg kan huske. Ej heller er jeg hos Mor, hun har ikke selvstændigt Hjem, men bestyrer Hus for en Mand paa en Gaard som hedder "Marcusholm" en god Mils Vej herfra. Der kan jeg kun komme paa Besøg, naar jeg føler Trang til at hilse paa Mor, og det blev ikke ofte. Barndomshjemmet er her hos Beste, her er Minderne, Mennesker og Dyr, som kender mig og jeg dem, her er Markerne som jeg drev rundt i, som jeg kender ud og ind, hver Vandpyt og hver Sten og hvert eneste Træ og Skovene. Her skar jeg Navn og Dato mange, mange Steder til Minde om svundne Dage. Det er Jul og jeg har længe glædet mig til Festen, der er Stemning i Luften overalt, synes jeg. Alle ser glade og tilfredse ud, og saa snart gamle "Ane Per´s" begyndte at kime Julen ind paa Landsbyens Kirkeklokke, saa ilede vi et halvt Dusin unge Knøse op i Taarnet til Ane og galant tilbød vor Assistance, som Skik var i de Dage, maaske ikke saa meget for Anes Skyld som for at faa Lov til at bruge Knebelen og kime Julen ind til Fjærn og Nær."

På bagsiden af et fotografi af kirken i Orte har han skrevet: "Den gamle Bondegaard til højre på Billedet var mit Barndomshjem i Tiden fra April 1876 til April 1889. Her levede jeg Barndommens glade Dage i sunde og friske Omgivelser hos min kære gamle Mormor, som tog sig af mig efter Fars Død. Min fars jordiske Rester hviler også her paa denne Kirkegaard i Familiegravstedet. Og i denne gamle Kirke blev jeg konfirmeret den 8. april 1888."

Fra Jeres hjemmeside har jeg især bemærket maleriet af Knud Søgaard med kirken og huset, der blev revet ned omkring 1950, og som altså var min farfars barndomshjem.

Jeg har også med stor interesse læst beretningen om skolelærer Christian Nielsen Møller, som nok har været min farfars skolelærer. Hvis det var ham, har han været en fremragende lærer. Alle der har læst min farfars dagbøger er nemlig enige om, at det er utroligt, at en dreng med syv års skolegang i en landsbyskole kan skrive så fængslende og levende om sit daglige liv, både rørende og humørfyldt. Et stærkt samtidsdokument over sølivet, der var, skriver museumsinspektør Erik B. Kromann, Marstal Søfartsmuseum.

Jeg er selvfølgelig meget interesseret i at høre, om Mads Andersen og Cathrine Marie Hansdatter stadig har efterkommere i Orte. Formentlig har efterkom-
mere fået efternavnet Madsen.

Berrit Hansen, født Jacobsen

Webmester har fået tilsendt et eksemplar af bogen,
hvorfra der må citeres til hjemmesiden, ligesom fotos må kopieres:

F.M.F. Jacobsen:
Fra skonnertfart til ubådskrig. Dagbøger 1889 - 1918. Redigeret af Berrit Hansen og Hanne Geertsen.

Bogen er på ca. 400 sider med mange illustrationer - ikke mindst farvefotografier af F.M.F. Jacobsens malerier. Han var nemlig også en dygtig marinemaler.

Bogen sælges bl.a. fra Marstal Søfartsmuseum eller kan købes hos Berrit Hansen (e-mail: berrit.ejh@kabelmail.dk).

Bogens pris er 150 kr.
+ forsendelse (42 kr.).

Dagbogssamlingen 1919-1936 er udkommet i december 2010.
Læs mere - klik her.

Tak til Berrit Hansen

Menighedsrådet siger en stor tak til Berrit Hansen for det tilsendte materiale om Frederik Mads Ferdinand Jacobsen, og tak fordi vi må bringe bringe det videre på hjemmesiden.

Menighedsrådet

Læs videre om, hvad webmaster finder frem til, og se gengivelser af nogle af bogens fine illustrationer.    klik her.

Læs også om et sognemøde med Berrit Hansen i Orte Konfirmandstue
klik her.